Landbruget skal udvikles – ikke presses i knæ

08-03-2026

I disse år bliver dansk landbrug mødt af flere og flere nye krav og begrænsninger. Grøn trepart, kvælstofregulering, udfasning af pesticider og nye krav til arealanvendelse.

Hver for sig kan nogle af initiativerne give mening. Men tilsammen risikerer de at udvikle sig til et regulært knibtangsgreb om dansk landbrug.

Grøn trepart betyder blandt andet, at landbrugsjord tages ud af drift. Samtidig kan en strammere kvælstofregulering betyde, at udbytterne falder så meget, at økonomien i jorden ikke længere hænger sammen. For nogle landmænd kan det i sidste ende betyde, at det bliver svært at betale kreditforeningen.

Og oveni kommer udfasningen af pesticider, hvor flere midler fjernes uden at der nødvendigvis findes brugbare alternativer endnu. Det gør det ganske enkelt sværere at holde afgrøderne sunde.

Det er ikke sådan, man skaber en ansvarlig grøn udvikling. Det er sådan, man langsomt presser et erhverv i knæ.

Jeg tror på en anden vej.

Vi skal selvfølgelig passe på vores natur og miljø. Men løsningen er ikke at indføre restriktioner hurtigere, end udviklingen kan følge med.

Hvis pesticider skal udfases, så skal der først udvikles og godkendes reelle alternativer. Ellers risikerer vi bare dårligere udbytter og dårligere økonomi i landbruget.

Den slags udvikling tager tid. En planteforædler kan bruge op mod syv år på at udvikle nye sorter, der naturligt er mere modstandsdygtige over for sygdomme og skadedyr. Det er den slags løsninger, der for alvor kan gøre en forskel.

Det samme gælder udviklingen af gødning og dyrkningsmetoder. Vi skal have tid til at udvikle de rigtige systemer – både når det gælder nye gødningstyper, biologiske løsninger og måden planterne optager næringsstoffer på.

Hvis man presser udviklingen for hurtigt igennem med forbud og restriktioner, risikerer man i stedet at svække dansk landbrug uden at opnå de ønskede resultater for miljøet.

Dansk landbrug er allerede langt fremme, når det gælder effektivitet, teknologi og ansvarlig produktion. Derfor giver det langt bedre mening at gå udviklingsvejen – i stedet for at presse et helt erhverv ind i et hjørne.

Vi skal give udviklingen tid. Og vi skal sikre, at dansk landbrug fortsat har mulighed for at producere fødevarer, skabe arbejdspladser og bidrage til vores fælles økonomi.


Share