Skæv beskatning på brændstof rammer østjyderne - sænk diesel og benzinafgifterne
Den grønne omstilling er i fuld gang, og elbiler kommer til at spille en vigtig rolle i fremtidens transport. Men i Danmark er vi ved at skabe en transportpolitik, hvor regningen i stigende grad sendes til dem, der bor uden for de store byer.
I dag er bilbeskatningen skruet sammen, så elbiler får markante afgiftsfordele, mens ejere af benzin- og dieselbiler både betaler høje brændstofafgifter og betydelige ejerafgifter. Resultatet er en voksende økonomisk forskel mellem dem, der har mulighed for at skifte til elbil – og dem, der ikke har.
For mange danskere i landdistrikterne er bilen ikke et spørgsmål om grønt eller sort valg. Den er en nødvendighed. Afstandene til arbejde, uddannelse, indkøb og sundhedstilbud er længere, og den kollektive transport er ofte begrænset eller helt fraværende.
Samtidig har mange familier ganske enkelt ikke økonomi til at købe en ny elbil. De er derfor afhængige af ældre benzin- eller dieselbiler. Det er netop disse borgere, der i dag bliver ramt hårdest, når brændstofpriserne stiger og afgifterne forbliver høje.
De seneste prisstigninger på benzin og diesel skyldes blandt andet den usikre situation i Mellemøsten. Det kan Danmark naturligvis ikke ændre på. Men det, vi kan gøre noget ved, er afgifterne.
Det skal være til at betale sig at gå på arbejde og køre sine børn til fritidsaktiviteter. Derfor skal vi sænke afgiften på benzin og diesel i en periode på ét år så der er ro på økonomien hos dem der er afhængige af egen transport.
Hvis vi vil have et Danmark i balance, kræver det en transportpolitik, der tager hensyn til geografien. Den grønne omstilling skal være ambitiøs – men den skal også være retfærdig.
For hvis udviklingen fortsætter som nu, risikerer vi at skabe et Danmark i to hastigheder: Ét for dem, der har let adgang til elbiler og kollektiv transport i de store byer – og ét for dem, der hver dag betaler prisen for at holde hjulene i gang i resten af landet.