Slut med kommunens lukkethed – borgerne har krav på at vide hvad der sker
Af Erik Poulsen, spidskandidat KV25, Danmarksdemokraterne
Et af Danmarksdemokraternes vigtige punkter til kommunalvalget er, at det skal være slut med kommunens lukkethed overfor borgerne. Slut med hemmelighedskræmmeri og lukkede døre.
Vi går derfor til valg på følgende punkter for at give borgerne mest mulig indsigt. Det skal være slut med lukkede temamøder. Slut med at lægge op til beslutninger for lukkede døre.
Temamøderne skal opdeles i 2. De få punkter der skal behandles på byrådets lukkede møder, skal af juridiske årsager behandles for lukkede døre. Alt andet, der omfatter langt det meste, skal behandles på åbne temamøder.
På denne måder er beslutningsgrundlaget åbent for alle.
Spørgsmål fra politikere til administrationen samt svar skal offentliggøres på kommunens hjemmeside, ligesom borgerne som i Aarhus kommune skal kunne tegne et abonnement på dette. Det skal være slut med at dette holdes hemmeligt.
Antallet af underskrivere til borgerforslag skal halveres fra 500 til 250. Det skal være nemmere for borgere at kunne komme med forslag til byrådsbeslutninger.
Valg til distriktsrådene skal demokratiseres fra kommunalvalget i 2029, således at disse vælges ved direkte valg som ældrerådene. Som det er nu er det meget få mennesker, der deltager i valgprocessen.
Der ska indføre en mobil borgerservice, der skal betjene de mindre samfund i vores kommune. Vi skal tænke nyt. Kommunen skal komme til borgerne og ikke omvendt.
I forbindelse med udgivelse af budgetaviser til borgerne om årsbudgettet, skal det fremtidigt fremgå klart og tydeligt, hvilke besparelser budgettet indeholder. Det er ikke ærligt igen at skjule disse i forbindelse med offentliggørelse af den nye budgetavis for 2026.
Man kommer længst med ærlighed - også her.